Fugleinfluenza
Læs om fugleinfluenza og få svar på de oftest stillede spørgsmål om fugleinfluenzaen.
Fugleinfluenza er en dyresygdom, som kan smitte alle fugle – især høns og kalkuner. Alle fuglearter kan rammes af fugleinfluenza, men der er stor variation i de forskellige fuglearters følsomhed med hensyn til at udvikle egentlige symptomer. Kalkuner og høns er de mest følsomme, mens vandfugle generelt er langt mere modstandsdygtige.
Tegn på smitte kan være appetitløshed, nedsat drikkelyst og forholdsvis lille dødelighed. Men sygdommen kan også pludselig optræde i en flok, hvor mange fugle dør.
Smittede fugle udskiller virus via sekreter fra luftvejene og gennem afføring. Smitten overføres nemt med inficeret foder og drikkevand. Smitten kan overføres med beklædning, fodersække, ikke-desinficerede rugeæg, redskaber, maskiner m.v.
Kilde: Fødevarestyrelsen
Det vigtigste er, at du vasker hænder i varmt vand og sæbe ofte. Hvis det er mere praktisk kan du bruge håndsprit (70 %) efter, at du har fjernet synligt snavs på hænderne.
Når du håndterer nedlagt fjervildt, kan du udsættes for smitte ved at indånde virusholdigt støv, eller du kan komme i kontakt med smitte fra dyrets indvolde eller tarmindhold.
For at mindske en eventuel risiko for smitte gennem støv kan du flå nedlagt fjervildt i stedet for at plukke det, da det giver mindre støv. Alternativt kan nedlagt fjervildt bestøves med vand, skoldes eller vokses før plukning.
Ved udendørs håndtering af fjervildt vil der være en mindre støvkoncentration. Hvis det støver meget, eller hvis du håndterer store mængder fuglevildt, bør du anvende en FFP3-maske (”virusmaske”) til opfangning af støv. Når du udtager indvoldene fra nedlagt fjervildt, skal du vaske hænder grundigt med sæbe. Vær opmærksom på risikoen for hånd til mund smitte.
Indvolde m.m. kan smides ud i en plasticpose med dagrenovationen. Du kan eventuelt bruge sikkerhedsbriller, hvis der er risiko for stænk og sprøjt, eller hvis du vil være sikker på ikke at komme til at gnide dig i øjnene
Der er ikke risiko ved at spise korrekt tilberedt fjervildtkød, da tilberedning, som stegning, slår virus ihjel - forudsat at centrumstemperaturen i kødet er på over 70 grader.
Ved kold eller halvvarm røgning er temperaturen så lav, at du ikke kan være sikker på, at virus bliver dræbt. Der vil derfor være en teoretisk risiko for fugleinfluenzavirus i kødet.
Der er dog stadig ikke rapporteret om tilfælde, hvor mennesker er blevet smittet med fugleinfluenza ved at spise tilberedt fjerkræ- eller fjervildtkød.
Ja, efter jagt og færdsel i naturen skal du være særlig opmærksom på risikoen for at bringe smitte ind til dit tamfjerkræ eller dit opdrættede fjervildt.
Tøj og fodtøj anvendt på jagten må ikke bringes i kontakt med din besætning, og efter jagt skal du sørge for at gå i bad og skifte tøj og fodtøj, inden du går ind til din besætning.
Fugleinfluenza slås let ihjel, idet virus hverken tåler håndsæbe, håndsprit (70 %) eller sæbe til tøjvask. Fodtøj anvendt på jagt vaskes og desinficeres.
Der er ikke forbud mod at afholde hundeprøver og markprøver. Fødevarestyrelsen anbefaler dog, at prøverne ikke afholdes i de områder, hvor der er oprettet fugleinfluenzazoner. Hvis der er oprettet zoner, kan du se det på fødevarestyrelsen hjemmeside.
Lad fuglene ligge. Det kan være tegn på, at de er smittet med fugleinfluenza.
Hvis det drejer sig om vandfugle, rovfugle eller kragefugle er Fødevarestyrelsen interesseret i at få besked om fundet. Ring derfor til Fødevarestyrelsen i åbningstiden på 7227 6900.
Sørg for at have en nøjagtig beskrivelse af stedet, hvor du har fundet fuglen.
Fødevarestyrelsen vil herefter vurdere dit fund og afgøre, om fuglen eller fuglene skal undersøges for fugleinfluenza.
Der er kun er sparsomme informationer om fugleinfluenza og smitte til hunde. De foreløbige erfaringer tyder på, at hunde ikke er særligt modtagelige, selvom de har været i kontakt med smittede dyr. På nuværende tidspunkt er det således forskernes vurdering, at hunde kan betragtes som blindgydeværter for fugleinfluenzavirus. Blindgydeværter betyder, at hunde måske i sjældne tilfælde kan smittes med virus, men de kan ikke smitte videre til mennesker eller andre dyr. Der er således ikke grundlag for antage, at hunde udvikler sygdom eller spreder fugleinfluenzavirus til mennesker eller dyr.
Selv om du ikke skal være bekymret for, at din hund bliver smittet med fugleinfluenza, bør du alligevel være opmærksom på, at fugleinfluenzavirus ikke dræbes ved nedfrysning til -18 grader celsius.
Det kan således ikke afvises, at der er en risiko for at medvirke til spredning af influenzavirus, hvis inficerede fugle nedfryses hele og senere (fx til foråret) anvendes til hundetræning.
Så længe, der er konstateret fugleinfluenza, er det DJ’s anbefaling, at du ikke nedfryser fugle til senere brug i træningsøjemed.