De jagtetiske regler er udarbejdet af Danmarks Jægerforbund, Vildtforvaltningsrådet og Naturstyrelsen, og formålet er at sikre, at der findes et sæt officielle retningslinjer, der angiver, på hvilken måde jagt skal udøves, så den er i overensstemmelse med god jagtmoral. En fortsat accept af jagt på naturens vilde pattedyr og fugle kræver i et moderne samfund, at jægerne ikke blot overholder jagtlovgivningen, men også udviser god jagtmoral og dermed respekterer jagtens etiske regler.

Udover de generelle jagtetiske regler, har Vildtforvaltningsrådet (VFR) formuleret en række etiske regler, som knytter sig særligt til og kron- og dåvildtjagten. De mere specifikke regler for kron- og dåvildt skal - akkurat som alle øvrige etiske regelsæt - bidrage til at sikre en bred accept i offentligheden af jagten, hvilket er grundlaget for, at jægerne fortsat kan udøve kron- og dåvildtjagt uden detaljerede restriktioner.

Fotograf: Jacob Munkholm Jensen

Jagtetikette på fællesjagt

  • På vej til såten går jagtens deltagere ikke foran jagtlederen.
  • Når man som skytte sættes på post af jagtlederen letter man på hatten og takker.
  • Man skyder ikke til vildt, som åbenlyst tilbyder naboposten et bedre skud ved at passere tæt på denne.
  • Man afbryder ikke sin post eller selskabet i øvrigt med telefonsnak
  • Det er respektløst over for jagtherren, og i øvrigt et brud på sikkerhedsreglerne at forlade sin post, før der gives signal til, at såten er slut.
  • Hvis man ikke selv har en apporterende hund med, hjælper man til på andre måder, for eksempel ved at bære opsamlet vildt
  • Nedlagt vildt bæres på en passende måde: Hårvildt bæres i bagløbene, fuglevildt ved halsen (sneppe dog i benene).
  • Man skridter ikke hen over nedlagt vildt – det er mangel på respekt.