Trampejagt
Trampejagt er en simpel jagtform, der kan udøves af enhver jæger, alene eller i selskab med andre.
Hvis man er flere, foregår trampejagten ved, at jægerne på en linje ”tramper” ud over jagtarealet og skyder til det vildt, der rejses inden for skudhold.
Jagthunden holdes normalt i snor eller er fri ved fod – det vil sige følger jægeren ved siden, som om den var i snor. Det sker, at der anvendes løse hunde ved trampejagt, men kun hvis bevoksningen er meget tæt. Hvis hundene får lov til at løbe løs, vil de ofte støde vildt uden for skudhold eller komme i vejen for et sikkert skud.
Jagten kan drives på både flyvende og løbende vildt og i alle typer terræn. Det er dog afgørende for sikkerheden, at alle deltagere kan orientere sig i forhold til hinanden.
Under trampejagt udnytter jægeren et af vildtets instinkter for overlevelse, som får dyret til at ”trykke”, når en fare nærmer sig. Denne reaktion betyder, at for eksempel haren bliver siddende i sædet helt frem til det øjeblik, hvor den føler sig opdaget eller truet til flugt.
Haren i fokus
Selv om der nedlægges andre arter som bekkasin og fasan under trampejagt, forbinder de fleste jægere udtrykket med jagt på hare.
Jagten organiseres på følgende måde: Selskabet stiller op på en linje med passende afstand mellem jægerne (25-30 meter) og bevæger sig i roligt tempo frem over arealet. Uanset om jagten drives af en enkelt mand eller som et selskab, trampes såten af i modvind eller sidevind, så vildtet ikke presses af jægernes fært.
På dage, hvor harerne sidder hårdt, øges chancerne, hvis man med mellemrum gør holdt. Det gør haren usikker og kan få den til at springe. Der kan afgives skud, når vildtet kommer inden for skudhold. Husk, at bagskud til hare er mindre effektivt end sideskud. Derfor bør skudafstanden reduceres fra de anbefalede 30 meter i sideskud.
Man kan opleve harer, der letter foran drevet, passerer igennem det og løber bagud. I den situation må skytten naturligvis ikke bringe sit våben i anslag, før haren har passeret og tilbyder et skud, der er sikkerhedsmæssigt forsvarligt.
Fotograf: Niels Søndergaard
Her træffer man haren
Haren kan træffes på alle typer markarealer, men i begyndelsen af jagtsæsonen sidder den ofte på græsmarker med varierende vækst, i ”lodne” kanter eller i tilknytning til levende hegn eller remiser . Derudover kan haren lide at opholde sig i kanten af roemarker og i nyplantninger.
Senere på sæsonen møder man haren både på marker med stub, efterafgrøder, vintersæd og i pløjemarker . Da den helst vil undgå træk og fugt, sidder den gerne i læsiden på et højt punkt i terrænet . Derudover opholder haren sig i åben skov eller på græsarealer med spredte træer og buske.
Alle stopper ved apportering
Når der er skudt til et stykke vildt, gør selskabet holdt, mens der apporteres. Drevet genoptages først, når alle igen er klar. På den måde sikrer man, at alle er opmærksomme på skytten eller hunden, der nu færdes uden for linjen. Dødsskudt vildt, der falder foran drevet, kan dog med fordel blive liggende, til drevet når frem.
Harer følger gerne forskellige elementer i terrænet – vejrabatter, grøfter, skovbryn, levende hegn m.fl. Derfor kan enkelte jægere, forud for drevet, sættes på post i markhjørner, ved overkørsler, huller i levende hegn eller lignende, som tillader naturlig passage. På denne måde bliver jagten kombineret med jagt på drevne harer. Det kræver naturligvis, at jagtlederen giver signal til de drivende skytter, når der af sikkerhedsmæssige grunde ikke længere må skydes fremad.
