Pürschjagt
Pürsch er den tyske betegnelse for listejagt på hjortevildt.
Når en dansk jæger bruger udtrykket pürsch, er der normalt tale om listejagt på alt fra duer til ræv og hjortevildt. Pürschjagt er en meget lidt forstyrrende jagtform, som man derfor kan udøve ofte. Parallelt med den egentlige jagt er det i lige så høj grad en aktivitet, der giver jægeren et større kendskab til terrænet og vildtet.
De fleste danske jægere stifter bekendtskab med pürschjagt i forbindelse med sommerens bukkejagt. Dyrene færdes alene, og løvet giver god mulighed for at nærme sig vildtet. Under efterårets brunstjagt på de større hjortearter, kan jagten også kombineres med lokkejagt.
Pürschjagt er enkeltmandsjagt, hvor jægeren lister rund i terrænet og opsøger vildtet. Pürschjagt på hjortevildt afvikles normalt i de perioder, hvor dyrene er mest aktive, det vil sige i morgen- og aftentimerne.
Ræve er (inden for lovlig skydetid) mest aktive om morgenen. Derfor kan målrettet jagt på ræve med fordel gennemføres tidligt på dagen. Vejret kan have stor indflydelse på dyrenes aktivitet. Således får regn og blæst i mange tilfælde vildtet til at søge læ eller dækning. Kort efter, at regnen er holdt op, kommer dyrene dog igen ud af bevoksningen for at blive tørre. Blæst gør dem mere agtpågivende og urolige, og det betyder en vanskeligere jagt.
Fotograf: Niels Søndergaard
I den opsøgende fase af jagten bevæger jægeren sig forsigtigt rundt i terrænet. Han/hun stopper jævnligt op (af og til med få meters mellemrum) og afsøger omgivelserne for vildt. På den måde bliver jagten en kombination af bevægelse og ”anstandsjagt”. Et gammelt tysk udtryk lyder da også: ”pirschen gehen ist pirschen stehen” (at gå på pürsch er at stå på pürsch).
Dyrene afslører lettere sig selv gennem deres bevægelser, når man selv står stille. Den mest almindelige fejl er, at jægeren har for travlt under sin fremrykning og støder eller overser vildtet.
Er dyret først observeret og fundet skudbart, indledes fase 2 af jagten. Under hensyntagen til vind og terræn skal jægeren bringe sig på skudhold, så skuddet kan afgives etisk og sikkerhedsmæssigt forsvarligt. Det indebærer:
Under fremrykningen kan både synet af og støjen fra jægeren støde vildtet. Derfor må man – uden at miste kontakten med dyret – udnytte eventuel skygge, bevoksning og andre dele af terrænet til at holde sig ”skjult”, ligesom man skal undgå bevægelse, når dyret sikrer (tjekker omgivelserne for farer).