Den bedste jagtkammerat
Pürschjagt på egen hånd kan noget for mange, men der er bestemt også store kvaliteter i at dele oplevelsen med sin bedste jagtkammerat
Thomas Lindy Nissen
04/03 2026
Der er en orange glød over himlen, da vi forlader lejren. Vi venter nogle minutter bag en række lave buske, mens Rikke og Trine afsøger kanten af remisen i lavningen foran dem med kikkerten. Der er ikke umiddelbart noget at se. I samme sekund som solen bryder horisonten, skubbes en kugle frem i kammeret, og pürschen bliver indledt.
Selvom det er Trine, der bærer riflen på denne jagt, deltager Rikke på lige fod i planlægningen af jagten. Fra begyndelsen er der fuld enighed om, hvordan pürschen helt overordnet skal afvikles, og hvilke områder de først skal kigge nærmere på. De krydser fingrene og smiler til hinanden, inden de forsegler aftalen om den forestående plan med et frisk lille fist bump. Selvom de er tvillingesøstre, og de således i højere grad end de fleste andre mennesker forstår hinanden, er det ikke ensbetydende med, at der ikke kan opstå diskussioner mellem de to stærke personligheder. For nu er der dog fuld enighed om planen – det kan vist ikke gå helt galt!
Tvillingesøstrene Rikke og Trine har stor fornøjelse af at følge hinanden på jagt.
De følger et levende tjørnehegn ned mod en større grantykning omkranset af løvtræer. Her opdager Trine en råbuk i kanten af løvtræerne. Selvom landskabet er snedækket, er vildtet svært at få øje på, medmindre dyrene står helt ude på de åbne marker, hvor kontrasten er åbenlys. Efter nogle sekunder tager bukken flugten, og pürschen fortsætter. Ud fra de mange tegn i sneen må der være en del råvildt her. Der er fod overalt, og flere områder er skrabet rene, så dyrene har kunnet nå græsset.
Lidt senere er de lige ved at komme på skudhold af en enlig rå, mens hun passerer hurtigt over engen. Da de kommer frem til enden af det levende hegn, hvorfra det er muligt at skyde, er hun dog allerede på vej mod slåenkrattet på den anden side af engen – med spejlet direkte mod tvillingerne. Lidt senere pürscher de sig ind på en rå med et bukkelam. Egentlig går de ikke efter handyr, men da bukkelammet helt tydeligt er i dårlig kondition, ønsker de faktisk at nedlægge det. Uanset hvad de gør, kan Trine ikke finde kuglefang, og til sidst må de opgive.
De fortsætter gennem de gamle graner og ”løber” på den anden side af bevoksningen på endnu en buk. Han er i god stand og ved at sætte opsatsen op, så han er selvfølgelig ikke på listen over dyr, der skal afskydes denne dag.
En halv times tid senere opdager Rikke den bastklædte stang fra geviret på en pæn sikahjort. Stangen er det eneste, der er synligt over en lavning i rapsmarken. I dækning af bevoksningen kommer vi tættere på og kan snart se en rudel med mange dyr. Der er både hjorte, hinder og kalve i rudlen, og Trine slår straks over i fuldstændig jagtmode. Hun tager skydestokken fra sin søster, synker i knæene og studerer rudlen grundigt fra kanten af den lille bevoksning, hvor vi står.
Lidt senere kan Trine fortælle, at de kalve, hun kunne afgive skud til, ikke var ordentligt fri af rudlen, så hun følte sig ikke sikker på, at andre dyr gik fri af eventuelle fragmenter – og lod selvfølgelig være at afgive skuddet. Kødet fra sikavildt er, efter min mening, noget af det bedste vildtkød, der findes, så det er selvfølgelig lidt ærgerligt, at det ikke lykkedes, men på plussiden kan jagten fortsætte, og der er jo ikke meget, der slår en pürsch i et snedækket landskab med den bedste jagtkammerat.
Ved den lille sø er der en våge med en god håndfuld gråænder. Da vi er kommet rundt om søen, får Rikke øje på tre stykker råvildt en halv kilometer borte. Det er ikke let at komme til dem, men der er flere muligheder, hvilket – set fra sidelinjen – sætter en relativt skarp diskussion i gang mellem søstrene. Trine har riflen, og hun er måske også den skrappeste af de to, så det ender med, at hun beslutter, hvordan det skal gøres.
For at komme til dyrene i den rigtige vind skal vi kravle igennem et tykt slåen- og tjørnekrat, som har sne på samtlige grene. Umiddelbart synes jeg, det lyder som en lidt besværlig plan for en mand på den gode side af de 30 år – den rigtig god side – men nu synes de to at rotte sig sammen, for pludselig bakker Rikke også op om planen. Med brede smil på læberne konstaterer de, at der er ikke andet at gøre end at følge trop, hvis jeg fortsat vil med.
Få sekunder senere finder jeg mig selv på knæ og albuer på vej gennem krattet. Aktionen viser sig dog at lykkes, for da jeg med ømme knæ endelig er fri af krattet, har vi dækning af et levende hegn hele vejen ned mod dyrene. Snart kan Trine lægge riflen i skydestokken og låse trådkorset på det bagerste lams skulderblad. Selvom der er lyddæmper på riffelpiben, sætter skuddet skub i en stor flok råger nede over vildtageren. Samtidig tegner lammet for en perfekt bladkugle, inden det forsvinder ind i den nærliggende remise.
Med en perfekt kugle sprang dyret sine sidste meter gennem den lille remise. Schweisssporet er let at følge for Trine, som på grund af fundet af lunge på skudstedet, ved at det er forsvarligt selv at følge.
Tvillingerne er ud af en jægerfamilie, og de arbejder noget af året som jagtguider rundt om i verden. De har, fra de var helt små, fået det gode jægerhåndværk ind med modermælken, så det er intet problem at finde påskudsstedet. Der er meget lys schweiss på stedet og et mindre stykke lunge. Det er intet problem for dem at følge sporet igennem remisen. På den anden side finder de dyret forendt.
Ikke nok med at Rikke har båret skydestokken hele vejen og er kommet med input og så videre, det er også hendes opgave at brække dyret for sin søster. Ikke fordi Trine ikke kan eller har lyst, men fordi de deles om jagtens opgaver fra ende til anden. Der er et godt stykke tilbage til lejren, men når man er på jagt med sin bedste jagtkammerat, er det intet problem at bjærge et stykke råvildt. Med godt greb i for- og bagløb begiver de sig lidt senere op over marken mod lejren, hvor de senere vil tilberede kødet over bålets knitrende gløder for at nyde de bedste udskæringer i fællesskab.