Skoven er en del af naturen, som rummer områder med meget højt naturindhold – især hvis der er tale om urørt skov.

I den vildtvenlige skov skal der være variation, for eksempel i form af forskellige typer bevoksninger (skovstykker med en bestemt type træer, struktur eller sammensætning af træarter). Herudover skal der være:

• Et bredt sammensat udvalg af planter og bevoksninger i forskellige aldre
• Lysåbne bevoksninger med undervegetation og buske
• Brede skovbryn med masser af buske, der adskiller skoven fra de omkringliggende åbne arealer
• Ubevoksede arealer, der fremstår som skovenge, heder, lysninger med videre, hvor der findes gode fødemuligheder

Skovdrift

Skovbruget arbejder med meget lange tidshorisonter. De træer, der plantes eller sår sig selv nu, skal måske først fældes – høstes – når de bliver 70-140 år. Her når de deres såkaldte omdriftsalder, det vil sige det tidspunkt, hvor deres optimale værdi som råtræ er nået, og frugten af produktionen dermed kan høstes.

Mange af de dispositioner og ressourcer, som tidligere tiders dygtige skovdyrkere har benyttet sig af for at frembringe træ af god kvalitet, har senere generationer nydt godt af og fået god økonomi ud af. Derfor er der, af hensyn til kommende generationer, god grund til at satse på skovdyrkning med langsigtede visioner.

Vildtpleje påvirker skovdyrkning

Blandt andet skal man medtænke, at de ændringer, der foretages i skoven for at tilgodese vildtet, kan have konsekvenser for den fremtidige skovdyrkning.

Af hensyn til vildtet er den meget lysåbne skov at foretrække. Men hvis bevoksningerne tyndes for kraftigt ud, er det uhensigtsmæssigt set med skovdyrkerens briller: Risikoen for stormfald øges, og der kan ikke produceres råtræ af høj kvalitet, fordi træernes grene bliver meget grove.

I sådanne situation kan det anbefales at udvælge dele af skoven og/eller bevoksningerne, hvor hensynet til vildtets livsbetingelser får lov til at bestemme udviklingen.