I det åbne landbrugsland har markvildt, insekter, krybdyr og padder vanskelige levevilkår. Landbrugslandets vildtarter stiller krav om føde- og dækningsmuligheder, der ligger i umiddelbar nærhed af hinanden. Diger, skel og levende hegn kan give dækning, hvorimod føden ofte skal findes på de dyrkede arealer. Med den nuværende landbrugsdrift er det svært at få opfyldt disse to behov inden for et begrænset område.

Problemet i det danske agerland er først og fremmest de monotone marker. I disse ”ørkener” er der ikke grundlag for et velfungerende økosystem og dermed ikke særlig meget liv. Isoleret set kan der i en konventionelt dyrket mark ikke eksistere fødekæder.

Vildtpleje på arealer med økologitilsagn 

Der foreligger andre regler og retningslinjer for vildtpleje på økologiske arealer, end på arealer drevet konventionelt.

Markvildtstriber 

Hvis livsbetingelserne for markens vildt skal forbedres, er det mest oplagte tiltag markvildtstriber på dyrkede arealer. Markvildtstriber kan anlægges på flere forskellige måder, enkeltvis eller i kombination:

• Insektvold.
• Barjordsstribe.
• Udyrket stribe/spildfrøstribe.
• Græsstribe med gammel vegetation.
• Græsstribe med kort vækst.
• Vildtafgrøde i form af striber med bi- og vildtvenlige afgrøder.

Hver for sig eller sammen bidrager disse former for terrænpleje til at skabe bedre livsbetingelser for dyrelivet i det åbne land. Markvildtstriberne er især til gavn for agerhøns, fasaner, viber, lærker og harer. Råvildt nyder også godt af dem, og det samme gælder insekter, padder, krybdyr og småfugle.

Målet er variation

Hovedformålet med markvildtstriber er at bryde større dyrkningsflader og skabe variation. På den måde opstår der områder med redesteder, føde i form af insekter og frø fra enårigt ukrudt, grøntfoder, vinterdækning og bar jord.

Naturen på dyrkede landbrugsarealer har i det hele taget gavn af terrænpleje. I mange tilfælde kan en sådan pleje desuden bidrage til øget miljø- og klimahensyn – og dermed et mere bæredygtigt landbrug.

Mere vildt og flere bier 

Markvildtstriber giver grundlag for flere nyttedyr i marken. Det gælder således bier, hvis bestøvning af afgrøder er opgjort til en milliardværdi for landbruget.

Ved at skabe flere grænseflader mellem de dyrkede marker og hegn/markvildtstriber i et område øger man samtidig mængden af vildt. Det er nemlig i disse grænseflader, der findes mest vildt – både i antal arter og individer.

Når der udlægges arealer med markvildtstriber, sker der også det, at nogle af markens naturlige planter indfinder sig. Det drejer sig om mælder, pileurt, hanekro og flere andre. De har stor betydning for etablering af egnede levesteder til markens vildt og dyrelivet i det hele taget.