Vildtplantninger er typisk remiser og levende hegn, der skal give vildtet dækning og muligheder for at søge føde. De medvirker således til, at der findes små levesteder i det åbne land for markens vildt. Med den rigtige struktur og et gennemtænkt valg af planter kan vildtplantningerne samtidig bidrage til øget biodiversitet.

Man får størst succes med en vildtplantning, hvis den er velovervejet, og der er de nødvendige ressourcer til at gennemføre den. Undlader man fx at holde plantningen ren, får den ikke sin fulde effekt. I værste fald er investeringen tabt, fordi træer og buske går ud.

Remiser – plantede eller selvsåede

I langt de fleste tilfælde er remiser anlagt ud fra jagtinteresser. De er ofte plantet på arealer, der har været uhensigtsmæssige at dyrke. Det kan være en skråning, et særligt gruset område, et hjørne af en mark eller lignende. Men der findes naturligvis også remiser, der er plantet på steder, hvor det rent jagtteknisk og af hensyn til vildtet er optimalt.

Nogle af de remiser, der findes i det åbne land, er opstået, fordi et landbrugsareal har ligget udyrket hen i en periode, så der er opstået spredt bevoksning af buske og træer. Det er en helt naturlig udvikling på udyrkede arealer. Andre – mindre – remiser ses blandt andet ved gamle mergelgrave – steder hvor man har gravet mergel op af jorden og spredt på de dyrkede arealer som jordforbedring.

Remiser skal have en god tæt fodpose langs kanten, så de giver den nødvendige læ og dækning for vildtet. Fodposen kan bestå af buske eller en omkransende bevoksning – fx en vildtager med tæt hundegræs eller lignende.

Remiser deles ofte op – primært efter størrelse, men også ud fra, om de er permanente.

Typer af remiser

Levende hegn

Hovedparten af de levende hegn i Danmark er plantet med det formål at forbedre vækstbetingelserne for landbrugsafgrøder. Men hensyn til natur, vildt og jagt hører også med i billedet, og i mange tilfælde tjener de levende hegn begge formål.

Uanset af hvilken grund et levende hegn er blevet plantet, fungerer det dels som ledelinje og spredningskorridor i landskabet, dels som levested for markens vildt. Samtidig bryder hegnet ensformigheden i det åbne land og bidrager til landskabets helhed og variation.

Især grænsen mellem det levende hegn og den åbne mark er et godt levested for vildtet. Det vildtvenlige, levende hegn har en tæt yderkant af lave buske og meget få høje bestandstræer.

Hegn til de vigende arter

Igennem mange år er der etableret tre- og seksrækkede levende hegn. De tilgodeser først og fremmest vildtarter som sangfugle og råvildt, mens nogle af de markvildtarter, der reelt trænger til plejeforanstaltninger, har mere glæde af andre typer levende hegn.

Det kan være et enkelt- eller torækket vildthegn, der primært består at lave buske i kombination med udvalgte elementer fra markvildtstriberne, såsom:

• Gammelt og/eller kort græs
• Udyrket stribe/barjordstribe
• Reduceret udsæd
• Sprøjtefri randzone
• Vildtagre

Hegn af denne type tilgodeser de jordrugende fugle som lærke, fasan, vibe og i særdeleshed agerhøne, men også harer. Disse arter er gået kraftigt tilbage i de seneste år.

Pleje af levende hegn

Plejen af det levende hegn skal føre til, at hegnet indeholder en god variation af arter. Lokale arter skal så vidt muligt bevares, mens fremmede arter (eksoter) fjernes, når det er hensigtsmæssigt. Grunden til det er, at de træer og buske, som naturligt findes på en egn, giver et større naturindhold end arter, der aldrig har vokset naturligt i Danmark.

Der findes cirka 100.000 kilometer levende hegn i Danmark, og langt de fleste trænger til pleje. Plejen skal helst ske i vinterhalvåret, både af hensyn til vildtet, naturen, landbrugets behov for et godt vækstklima og til miljøet.

Et levende hegns værdi øges ved den rigtige pleje, uanset om formålet med det er at:

• Tilgodese vildt
• Sikre læ for landbrugsproduktion
• Opfange tabte næringsstoffer fra marker
• Øge naturindholdet som helhed

Derfor skal alle hegn plejes. Eneste undtagelse fra denne regel er, hvis et levende hegn er tiltænkt fri dynamik, det vil sige skal henfalde til en naturlig tilstand. Er det tilfældet, skal træer og buske have frit løb til at påvirke hinanden og selv gå ud, efterhånden som de skygges væk.

Fri vækst uhensigtsmæssig

Konsekvensen af fri dynamik er imidlertid typisk, at hegnet bliver åbent i bunden, fordi buskene skygges væk. Træernes toppe slider mod hinanden i vinden og ødelægges. Tilbage står så en samling ranglede, tynde træer, der er ustabile og ikke efterlader eller tillader dækning i bunden i form af buske mv.

Set i forhold til vildtet, naturen i bred forstand og ikke mindst et godt vækstklima for landbrugsproduktion, er levende hegn med fri dynamik uhensigtsmæssige. Hegn skal plejes for at opretholde deres funktion i forhold til vildt og planteavl. Og de positive effekter af naturligt henfald i et hegn kan sagtens kombineres med den ønskede læ til planteavlen.