Danmarks Jægerforbund, Aarhus Universitet, Danmarks Naturfredningsforening, AQUA og Dyrenes beskyttelse har været sammen i projektet "Fokus på mårdyrene," hvor også jægerne har været hjælpsomme med til at skaffe viden om mårdyr og deres levevilkår og status. Projektet har været en succes, dog mangles der fortsat døde oddere, bruder og lækatte, derfor er disse fund stadig af stor interesse.

I perioder findes mange trafikdræbte mårdyr ved vejene, især unger, som for nylig har forladt graven. Det er disse trafikdræbte mårdyr som stadig ønskes indleveret.

Manglende viden om levevilkår og bestandsudvikling 

Danmark huser syv hjemmehørende rovdyrpattedyr i mårfamilien: brud, lækat, ilder, skovmår, husmår, grævling og odder. De fleste af arterne er vidt udbredte, men da de har en skjult levevis, mangler vi grundlæggende viden om deres levevilkår og bestandsudviklinger i Danmark, samt hvilke faktorer der er mest betydende for arternes status. 

Mårdyrene lever i lave bestandstætheder, så selvom de fleste af arterne er vidt udbredte, er bestandene ikke store.

Undersøgelser af dødfundne mårdyr skal skaffe viden om for eksempel arternes udbredelse og habitatpræferencer samt materiale til undersøgelser af alderssammensætning og dynamikken i bestandene, føde, trusler som belastning med miljøgifte, rodenticider, med mere. 

Indlever døde oddere, bruder og lækatte

Sådan indleverer du

Det er meget vigtigt med præcise oplysninger om dato og fundsted (en præcis adresse, koordinater eller en markering på et kort) for hvert enkelt dyr. Hvis man har fundet flere dyr skal de i hver sin pose med oplysninger for det enkelte dyr.

Mårdyrene kan indleveres i frysere placeret forskellige steder i hele landet (se projekthjemmesiden maardyr.dk). Hvis jægerne selv kan fryse dyrene ned, for eksempel hjemme eller i en fryser hos jagtforeningen, er det også en mulighed.

Fundstederne for de indleverede dyr indrapporteres af AU-Kalø til artsportalen arter.dk. Henvendelse om projektet og indlevering kan ske til Morten Elmeros på tlf. 20731575 eller elm@ecos.au.dk.

Fotograf: Jan Skriver

Vil du indlevere et dødt mårdyr?

Dyrene kan afleveres på et af projektets andre indleveringssteder. Se kortet over indleveringssteder her

Læg en seddel med dato dødsårsag og præcis fundsted samt dit navn, adresse, telefonnummer og/eller e-mail i posen med dyret. Du kan bruge skemaet her.

Det er vigtigt at angive stedet fundstedet præcist, for eksempel adresse, vejnavn og kilometerpind eller koordinater.


Kilde: maardyr.dk

Har du spørgsmål?

Sandie Lohse Sørensen

Projektleder, bestandsovervågning

Zacharias Jacobsen

Vildt- og naturkonsulent